Referat af bestyrelsesmøde, torsdag d. 13. oktober 2022

Til stede: Jesper, Rasmus, Mike, Amalie, Ole og Laura

Status på altanprojektet

Der er blevet pudset vinduer i alle lejligheder, da en del vinduer var beskidte efter altanprojektet.

Levering af de tre døre, som var opmålt forkert, er forsinket. Formentlig et par uger. Det er derfor uvist, hvornår altanprojektet afsluttes.

Bestyrelsen har kontakt Friborg+Lassen (en del af rum.as), som står for udarbejdelse af vurderingsrapporter ifm. salg af lejligheder i foreningen, for at få oplyst, hvordan altanerne vurderes ved et salg. Friborg+Lassen henviser til ABF’s oversigt over afskrivning af forbedringer. Her fremgår det, at en altan i let konstruktion afskrives over 30 år, og en altan i ”tung” (støbt) konstruktion afskrives lineært over 50 år. Dette tager Friborg+Lassen udgangspunkt i ved udarbejdelse af vurderingsrapporten for en lejlighed. De oplyser samtidig, at foreningen på en generalforsamling kan vedtage, at altanerne ikke skal nedskrives, eller at de skal afskrives over flere år. Men dette skal fremgå af vedtægter, før Friborg+Lassen vil kunne tage udgangspunkt i det ved vurderingen.

Ole har derudover undersøgt rammerne for, at foreningen kan låne pengene til altanerne videre til den enkelte andelshaver. Det er muligt, at foreningen kan fungere som bank for andelshaverne med altan, således at de andelshavere, som måtte ønsker det, kan trække renterne forbundet med lånet fra i skat. Det gøres konkret ved, at der udarbejdes et gældsbrev mellem andelshaver(e) og foreningen. Renten for er på 1 pct. p.a. med et bidrag p.t. på 0,7 pct. p.a.

På baggrund af drøftelse af ovenstående, besluttede bestyrelsen, at der udarbejdes et forslag til, hvordan altanerne skal afskrives samt hvordan afbetalingen af altanerne kan ske. Forslaget skal drøftes på en ekstraordinær generalforsamling i 2023. Bestyrelsen forventer at dette bliver torsdag d. 16. marts 2023. Bestyrelsen vil udarbejde forslaget, og bestræbe sig på, at foreningen får forslaget i god tid før den ekstraordinære generalforsamling. Det bemærkes, at afdragsprofilen (både for renter og afdrag) laves med udgangspunkt i den profil, som foreningens lån har, så altanprojektet ikke får negative konsekvenser for foreningens samlede økonomi.

Med udgangspunkt i beslutningen om afbetalingen af altanerne vil budgettet for 2023 blive fastlagt på en ordinær generalforsamling, som afholdes i foråret 2023. Det betyder, at der vil blive udsendt en opkrævning af huslejen for 1. kvartal svarende til huslejen i 4. kvartal 2022. Der kan dog ske opkrævning for altanerne bagudrettet, såfremt det på den ekstraordinære generalforsamling i marts besluttes, at afbetalingen (afdrag og renter) skal ske pr. 1. januar 2023.

Overblik over økonomien for projektet forventes snart at være klart, hvorefter det bliver delt med foreningen.

Vedligeholdelsesplan

Bestyrelsen har fået udarbejdet en vedligeholdelsesplan for bygningen af rådgivningsfirmaet Gaihede. Planen indeholder rådgivning om, hvilke projekter som foreningen skal prioritere samt i hvilken rækkefølge i løbet af de næste 5-6 år. I alt indeholder planen forslag for over 10 mio. kr. i perioden.

På kort sig – gerne i år eller næste år – rådgives foreningen til at få udskiftet portdækket i gennemgangen mellem Sankelmarksgade og gården samt at få lavet en delvist reparation af bærjernet i kælderen. Det anslås til at koste omkring 0,5 mio. kr.

I 2023 forslås det, at der laves reparation på taget, bl.a. udbedring af tagvinduer og kvister samt af skorstenen. Dette anslås at koste omkring 0,75 mio. kr. I 2025 foreslås det, at der laves reparation af facaden (anslået udgift på 1,4 mio. kr.) samt udskiftning af vinduer (anslået udgift på 2,8 mio. kr.). Derudover foreslås en række mindre projekter over årene som bl.a. udskiftning af pumper på varmeinstallationer, rensning af aftrækskanaler, tv-inspektion af kloakker. Det skal bemærkes, at rækkefølgende som arbejdet foreslået udført i samt årstallet for de forskellige projekter er rådgivende.  

Bestyrelsen drøftede planen, herunder at foreningen ved en fastholdes af budgettet for 2022 i 2023 umiddelbart ikke vil kunne finansiere et projekt omkring udskiftning af portdækket og reparation af bærjernet i kælderen. Posten til vedligeholdelse i 2022 er på 277.000 kr. Bestyrelsen var på den baggrund enige om, at planen skal drøftes på den ekstraordinær generalforsamling, som afholdes 16. marts, jf. ovenfor.  Bestyrelsen vil udarbejde et oplæg til drøftelsen.

Vedligeholdelsesplanen vil blive delt med hele foreningen med henblik på at andelshaverne har mulighed for at orientere sig i den.  

Rentokil

Rentokil har afsluttet arbejdet med at fjerne skægkræ i bygningen og sender nogle gode råd, hvis nogle fortsat skulle opleve problemer. Bestyrelsen videreformidler rådene, når de er modtaget.

Oprydning i kælderen

Der er blevet ryddet op ved cyklerne i kælderen. Cyklerne er blevet sat i gården og derefter fjernet som led i gårdlaugets cykeloprydning. Rummet til højre for værkstedet vil også blive tømt, så det er ryddet op. Det skal være tomt, da man skal kunne komme til installationerne bagerst i rummet.

Eventuelt

Skattestyrelsen har godkendt foreningens regnskab for 2021.

Danske Bank har meddelt foreningen, at der ikke længere skal betales negative renter af de penge, som foreningen har stående i banken.

Københavns kommune har sendt en partshøring om den kommunale renholdelsesordning for fortove. Ordningen har været i genudbud ifølge gældende relevant lovgivning. Det medfører, at foreningens pris for ordning fra 1. januar 2023 er 8684,9 kr. Den nye pris afspejler markedsprisen.