Referat af bestyrelsesmøde, torsdag d. 3. marts 2022

Til stede: Jesper, Rasmus, Marie, Mike, Lisbeth, Amalie, Ole og Laura

Altaner

Opstartsmøde med Altana

Laura og Lisbeth holdte d. 1. marts opstartsmøde med byggelederen og montørteamet fra Altana samt foreningens rådgiver fra Gaihede, Frederik. På mødet blev projektet drøftet, herunder bl.a.  foreløbig tidsplan, etablering af byggeplads, afholdelse af byggemøder, kvalitetssikring, information og varsling til beboere.  

Økonomi

Laura har udarbejdet en oversigt over, hvad hver enkelt altan kommer til at koste. I den forbindelse skal der tages stilling, hvordan fællesudgifterne til byggeplads, projektering, håndtering af byggeaffald og kraning skal fordeles. Bestyrelsen er enige om, at fællesudgifterne fordeles mellem de 15 lejligheder, som får altaner.

Bestyrelsen havde en indledende drøftelse af ordningen for betaling af altanerne. Der skal tages stilling til, hvornår betalingen skal gå i gang fra, og om der skal afdrages på altaner fra start af eller kun betales renter. Foreningen tog et lån med 10 års afdragsfrihed for ca. 2 år siden, og afdrager dermed ikke på lånet endnu. Hvis der betales afdrag, vil det betyde, at foreningen løbende vil få penge ind, som kan bruges til nye projekter. Hvis de ikke bruges, vil det – som situationen er lige nu – betyde, at der skal betales negative renter af pengene. Der skal også tages stilling til, om restgælden for altanen skal betales ved salg af en andel.

Bestyrelsen fortsætter drøftelsen igen snarest mhp. at der kan gives en udmelding om betaling på informationsmødet. Det undersøges om det kan nås at få udarbejdet vedligeholdelsesplanen for foreningen for at få mere viden om, hvilke projekter (og deres økonomiske størrelse), som forventeligt skal igangsættes i løbet af de næste år.

Informationsmøde om projektet

Bestyrelsen vil snarest holde et informationsmøde om altanprojektet, hvor der vil blive fortalt om forløbet og økonomien. Der bliver meldt en dato ud på facebook og i opgangene.

Nr./navn på nuværende farver på facaden

Altana har spurgt til, om foreningen har RAL nr. eller lignende for farverne på facaden – både mod gaden og i gården. Det skal bruges til at reparere facaden efter monteringen af altanerne. Umiddelbart er det ikke noget, som bestyrelsen har. Ole tjekker det dog for en sikkerhedsskyld.

Lamper på facaden ved Boulevardcafeen

Boulevardcafeen har et par lamper monteret på hjørnet af Sankelmarksgade og Sdr. Boulevard. De er i vejen for den platform, som Altana stiller op ved montering af altanerne i 76 tv. Bestyrelsen tager kontakt til Dennis og høre, om han selv ønsker at tage dem ned, eller om Altana skal gøre det.  

Elektriker i tilfælde af el i murværket

I nogle tilfælde finder Altana el i muren, når murværket brydes ned for at sætte altandøren i. Altana har en elektriker, som koster ca. 1500 kr. ekskl. moms at benytte i det tilfælde, at der måtte være el i muren. Idet det skal gå forholdsvist stærkt med at få det håndteret, hvis der dukker el op, finder bestyrelsen det mest hensigtsmæssigt, at Altana får ok til at benytte deres egen elektriker.

Gulve – finish/reparation indvendigt efter montering af altaner

Altana har en underentreprenør, som tilbyder reparation af gulv indvendigt efter montering af altaner. Bestyrelsen er enige om, at det er en god ide, at de, som har brug for det, går sammen om reparationen af gulvene, idet der er tale om forholdsvis små opgaver, hvis de laves enkeltvis. Laura spørger ud, hvem der har brug for reparation af deres gulv. Altana vil alene lægge undergulv, hvis man fx har lagt et nyt gulv ovenpå det gamle er det derfor nødvendigt med efterfølgende montering/reparation. Reparationen vil ske efter etablering af alle altanerne. Der kan derfor godt gå noget tid, før reparationen sker.

Isolering af fællesrum

Der er behov for isolering af loftet i fælleslokalet af hensyn til at undgå for mange støjgener hos 76, 1. th.

Marie indhenter tilbud på montering af isolering på loftet i hele fællesrummet (det store rum, køkken og det lille værelse).

Toilet lavet forkert 21, 1. th.

Andelshavere har fået at vide af en fagperson, at badeværelset er lavet forkert jf. nuværende lovgivning. Det drejer sig om, at der kun er ét gulvafløb i badet, og her er en forhøjning/kant muret op rundt om badet, hvilket bevirker at evt. vand udenfor badet ikke kan løbe væk, da der ikke er et afløb her. Bestyrelsen henviser til, at badeværelset er lavet for ca. 20 år og på dette tidspunkt som en lovlig installation jf. Bygningsreglementet 2008 (BR08) samt at lejligheden er vurderet af vurderingsfirmaet flere gange i løbet af de senere år, hvor det ikke er blevet påpeget.

Generalforsamlingsplanlægning og jubilæumsfest

I anledningen af foreningens 40-års jubilæum sidste sommer vil bestyrelse gerne invitere foreningen til fejring lørdag d. 11. juni for at markeret jubilæet. Det starter kl. 10 med generalforsamling og fortsætter med fejring om eftermiddagen.

Eventuelt

Viceværten har spurgt, om han må få fjernet sin radiator i køkkenet. Bestyrelsen er ok hermed. Det undersøges om, Altana kan gøres, når radiatoren hos 21, 1. tv. skal flyttes ifm. etablering af altan. Ellers så hører Lisbeth om Santi kan lave det.

Overdragelse af Aases lejlighed i 76 til en ny ejer er ikke afklaret. Bestyrelsen afventer at høre fra boet.